Efterhånden har vi vendet os til at være på på Congress, men energien er også ved at slippe op, og efter at have talt med de andre bliver vi hurtigt enige om at dette er vores sidste dag på kongressen. Ifølge de andre sker der ikke rigtig noget imorgen, altså ikke før imorgen aften, hvor der bliver holdt en kæmpe fest – hvilket ville betyde at vi endten skulle booke en nat mere på hotellet eller køre hjem om natten.
Vi blev personligt inviteret til WireGuard foredrag af forfatteren selv, jeg har selvfølgelig glemt hans navn, men han var rigtig stolt over at en af de andre ved vores bord brugte hans software og han var nervørs for at der ikke ville komme nogen så vi besluttede os for at tage op og se foredraget, derudover var der annonceret en talk om polyamori, og jeg var lidt nysgerrig på kombinationen af hacker-kultur og polyamori og de to talks lå lige efter hinanden.
Så det besluttede jeg mig for at tage op og se, men da vi ankom til WireGuard talken stod der 2-300 mennesker i kø – til et lokale hvor der var plads til 100 måske 150 med lidt god vilje. Så jeg valgte at gå mig en tur istedet, mine fødder har også vendte sig til at gå meget mere end jeg plejer og jeg havde lige opdaget en helt ekstra fløj af kongresbygningen som jeg ikke havde set før.
Til Polyamoritalken var der også mere end dobbelt så mange mennesker som der var plads til i rummet, på trods af at jeg var en af de første til at stille mig i kø fik jeg stadig kun en gulvplads. Efter en halvtimes tid på gulvet fik jeg dog krampe i det ene ben, og ville til at gå. Men en af dem der havde fået en sideplads tilbød mig den uden at blinke.
Det var en interesant talk, ikke meget nyt, men dog en bekræftigelse af at der også findes polyamorister i hacker-miljøet, og visa-versa 🙂
Hen ad aften opdagede mig og Robin endnu et hjørne af kongressen som vi ikke havde set før, der var en kina-bix der solgte nudler og en grill-bix der solgte traditionel tysk mad. Så aftensmaden foregik på Kinesisk og Tysk inden vi endte med at pakke sammen sidst på aftenen.
Gåturen fra Labitats assembly og om til bilen var cirka 100 meter i lige luftlinie, men faciliteterne var indrettet sådan at vi skulle gå en omvej på lidt over en kilometer, og jeg må indrømme at det var en prøvelse for min kondition og mine arme fødder. Så vi tog den med ro, og da hovedet ramte puden på hotellet en tre-kvarters tid senere faldt jeg i søvn med det samme.
Hjemturen fra relativt un-eventfull, vi fik brugt alle vores penge (alt for mange …) på turen hjem så vi ikke brændte inde med euro’er, og vi ramte Herning tids nok til at jeg kunne få noget søvn.
Jeg skal helt sikkert afsted igen næste år, hvem vil med? 🙂